Tampontryk
Tampontryk: Her er form ingen hindring
Med tampontryk som metode sætter kun fantasien grænser. Vi kan overføre jeres tryk til stort set alle emner og forme, hvad enten de er plane, runde og cylindriske.
Tampontryk er uhyre præcis, hvilket gør det muligt at trykke selv de fineste detaljer og meget lille skrift. Detaljerigdommen til trods er holdbarheden af dekoreringen uhyre lang. Ordrestørrelserne kan variere fra nogle få styk til flere tusinde emner. I bestemmer.
Akkurat som serigrafi/silketryk stammer tampontryk oprindeligt fra Kina, men er af noget yngre dato end serigrafi. Processen blev opfundet for cirka 200 år siden og trådte sine barndomssko i den kinesiske porcelænsindustri.
I dag foregår trykkemetoden – i fagsproget også kendt som tampography – ved hjælp af en stålkliché, en silikonepude (tampon) samt trykfarve.
Første skridt i trykkeprocessen er at påføre stålklichéen et lysfølsomt materiale. Herefter bliver motivet overført til klichéen via en film, som efterfølgende bliver belyst og fremkaldt i en fotografisk proces undtagen dér, hvor filmen er monteret. Klichéen skal derefter i et syrebad, hvorved motivet bliver ætset ned i stålklichéen som et dybdetryk.
Klichéen sættes fast i trykmaskinen, hvorpå farvekoppen med den valgte farvetype og kulør påsættes. En tampon i den rigtige udformning monteres i maskinen. Herefter er det muligt at overføre motivet fra klichéen til emnet med tamponen. I praksis ved at tamponen pneumatisk bliver presset ned på klichéen, motivet sætter sig på tamponen, som derefter bliver ført ud til emnet og presset ned på dette, hvorved motivet afsættes.
I den kinesiske porcelænsindustri blev tampography oprindeligt udført med en pose fyldt med gelatine som tampon. Klichéen var en kobberplade, hvor motivet blev graveret manuelt og alt blev lavet som håndarbejde.
I årene efter Anden Verdenskrig udviklede Swiss Watch Industry en simpel håndbetjent maskine, der kunne trykke dekorering på urskiver.
Sidst i 1960’erne blev processen optimeret i Tyskland med indførelsen af tamponer fremstillet i silikone, Maskinerne blev mekaniske og der blev udviklet nye farvetyper, som passede til tamponerne. Alt dette gjorde trykkeprocessen meget hurtigere og tampontryk var nu klar til masseproduktion. Trykkemetoden kom til Danmark i begyndelsen af 1970’erne.